At drukne i Mirandaer

Reese og jeg mødes ved Enghave Station. Jeg sidder og nyder vintersolen i selskab med en cigaret, da jeg ser hende komme op ad rulletrappen i alt, alt for lidt tøj. Bare fordi hun skal være mor, kan hun jo stadig godt klæde sig som en slut.

Katrina har besluttet sig for at beholde barnet, så Reeses moderskabsdrømme er blusset op igen, og deres lille, skønne, mærkelige kærlighedstrekant drømmer nu om at flytte til Danmark. Det må være alle de skandinaviske barnevogne, som Reese og Katrina har kigget på, der har gjort et godt indtryk.

Jeg skal til at slukke min halvt røgede cigaret, da Reese kommer nærmere, men hun vifter med hånden. “Nej nej, det er fint. Der er flere måneder til, at jeg skal amme.”

Vi hilser med kindkys, inden jeg forklarer, hvad planen er for i dag.

“Jeg har tilmeldt os fire fremvisninger på lejligheder i nærheden. Jeg ved ikke, om de passer til jer, men det er godt bare at komme i gang, tænker jeg. Selv hvis I ender med at leje noget i stedet for at købe.”

“Jeg er bare så færdig med at bo til leje,” siger Reese og kigger rundt på pladsen.

“Ja, I know. Vi krydser fingre. Skal vi have kaffe med?” spørger jeg og peger hen mod Kaffeslabberasen på hjørnet.

Reese nikker, og vi går ind og bestiller to latte med havremælk. På vejen ud passerer vi tre forskellige barnevogne med sovende babyer i.

“Jeg har snakket med CKI om det der med at amme,” siger jeg.

Reese tager en tår af sin havremælkslatte og kigger på mig. Jeg tror kun, hun drikker havremælk, fordi det føles som en skandi ting at gøre. Hun laver i hvert fald en grimasse, hver gang hun tager en tår.

“De vidste ikke, at det var noget, man kunne,” fortsætter jeg og kigger ned.

Det føles ondskabsfuldt at sige det til hende, men virkeligheden er, at det gør lige så ondt på mig, som det gør på hende.

“Det kommer nok ikke til at kunne lade sig gøre her før om mindst ti år.”

“Fuck, altså, det må da kunne lade sig gøre på en eller anden måde?” spørger hun.

“Ikke medmindre du vil gå DIY, tror jeg. Og held og lykke med at finde en endokrinolog, der vil gå imod Sundhedsstyrelsens hær af jurister. Men det virker som om, at selv DIY er virkelig svært på det her punkt. Der er ingen af de 20-årige kronisk online transer, der har dokumenteret, hvordan man som transkvinde har børn på den farmakoteknologiske måde. Det handler lige nu kun om tre ting: T, Ø og P.”

“Det handler om overlevelse,” afslutter hun.

“Ja,” siger jeg. “Stadig.”

“Fuck CKI. Ames, Katrina og jeg finder ud af noget sammen.”

—

Vi ankommer til den første lejlighed og ringer på døren. Vi er lidt før tid, men mægleren åbner alligevel. Stedet ligger på første sal med udkig over Sønder Boulevard.

Ejendomsmægleren forsøger at få os i snak, da vi kommer op, men vi får hurtigt gjort det tydeligt, at vi ikke er interesseret i nogen salgstale. Det første, vi kigger på, er køkkenet og badeværelset. De er begge to ret små, og Reese undrer sig over, hvordan lejligheden kan have så meget plads og stadig have så småt et badeværelse.

“Altså, brusehovedet sidder jo lige ved døren? Hvad er meningen med det?” spørger hun. “Det er jo ikke, fordi jeg ikke er vant til at bo i et hamsterbur, men der er 56 kvadratmeter her, og alligevel bliver kun to af dem brugt på badeværelset?”

“Haha, ja, du skal bare være glad for, at bruseren ikke sidder oven på toilettet,” svarer jeg.

Reese griner usikkert. Jeg tror ikke helt, hun forstår, at det ikke var en joke. Som emneskift spørger jeg Reese, om de har overvejet et navn til barnet endnu.

“Altså, Ames har jo et ret anstrengt forhold til navne. Hen har jo allerede skiftet navn to gange, hvilket kunne betyde, at hen ville have det nemmere med det hele, men det er ikke tilfældet,” forklarer Reese.

“Ja, sådan ... Jeg kan da huske, at jeg ikke tog det særlig seriøst, da jeg skiftede. Det vigtigste var, at jeg skiftede. Måske skal jeg ikke hedde Ada for evigt, men for nu er det da meget godt.”

Reese tager endnu en grimassetår af sin lunkne latte og siger: “Ja, lige præcis! Desværre har hen det stadig lidt mærkeligt med at skulle vælge navn for et andet menneske. Meeeeeen imellem os to har jeg og Katrina snakket om Freya med y.”

“Ej, det er også virkelig skønt! Især med y. Jeg overvejede faktisk at tage det navn, men så var der lidt for mange transkvinder på min Discord, der hed det, så nu er det Ada.”

“Gange tre,” joker Reese og prikker til mig tre gange.

Vi går lidt rundt i lejligheden og beundrer den flotte stuk. Jeg lærer hende også ordet stuk, mens vi prøver at finde ud af, hvor de forskellige møbler kunne stå henne, men vi konkluderer ret hurtigt, at lejligheden er alt for lille. De vil gerne bo sammen alle tre, og som der står i beskrivelsen, er den her perfekt til singler eller par - ikke en single, et par og en baby.

Vi smutter igen, inden der kommer flere til fremvisning. Ingen af os kan overskue at blive begloet af heteropar i dag.

Nede på gaden trækker jeg en smøg frem, mens vi bevæger os mod den næste lejlighed.

—

Vi fortsætter ned ad Sønder Boulevard, og ender med at være i alt for god tid, og den her gang åbner mægleren ikke for os, når vi ringer på.

Reese går over mod en bænk på midten af boulevarden, og jeg følger trop.

Jeg ryger min cigaret, mens Reese fortæller mig om, hvad der skete den dag i Katrinas lejlighed inden den planlagte abort. I forlængelse af det beskriver hun “Sex and the City”-problemet for mig, et slags logisk problem opstået af en analyse, hun selv har lavet, der forklarer, hvordan ciskvinder stort set kun kan vælge imellem at være én af fire typer: en Charlotte, en Samantha, en Miranda eller en Carrie. Transkvinder, derimod, har ikke engang haft mulighed for at vælge imellem de fire, og er på en måde uden landkort for, hvad livet kan indeholde. «Men med den her baby er der håb for at løse det!” udbryder Reese begejstret. Hun fortæller videre om alle de snakke, hun har haft med Katrina og Ames siden den dag.

Jeg er helt opslugt af hendes fortælling, da Reese spotter en person med et Nybolig skilt komme spurtende rundt om hjørnet og ned ad Dybbølsgade. Vi gætter os frem til, at det er vores mægler, der er lidt forsinket. Vi rejser os og følger hen ned ad gaden.

Da vi kommer ned til lejligheden, kigger mægleren forpustet på os og spørger, om vi skal til fremvisning. Vi nikker og bliver budt velkommen indenfor.

Den her lejlighed ligger i stueetagen, hvilket kan gøre enhver transperson utilpas. Synlighed er en velsignelse såvel som en forbandelse, og det gælder også vinduer, der vender ud mod gaden. Til gengæld er lejligheden meget større end den anden, vi så.

Mægleren er stadig for forpustet til at give os en salgstale, så vi vandrer blot ind i lejligheden på jagt efter stuk og små badeværelser. Der er ingen stuk, og badeværelset er lidt større end sidst, men denne gang sidder brusehovedet simpelthen lige over toiletkummen. Det er den pris, man betaler, hvis man også vil have plads til vaskemaskine og tørretumbler.

Reese peger på brusehovedet og kigger vantro på mig. Hun troede tydeligvis, det var en joke.

“Der er vaskemaskine og tørretumbler,” siger jeg så. “Det gør det en del nemmere at være en husholdning.”

“Der er faktisk plads til os alle tre i den her,” svarer hun. “Hvor meget var det, den kostede?”

Mægleren har fulgt efter os al den her tid, men har ikke blandet sig før nu: “Den er sat til salg for 6.695.000 kroner.”

Hun siger ikke 6,7 millioner, men udtaler i stedet hele ordet seksmillionersekshundredefemoghalvfemstusind. Det er næsten som at være med i Hammerslag.

“Fuck,” siger Reese endnu en gang. Hun kigger på mig. “Det lyder stort. Hvor meget er det i dollars?”

“Lidt mindre end én million,” siger jeg undskyldende, som om det er min skyld, at det københavnske boligmarked er fucked.

“Nå, men tak for det,” siger Reese og stikker snuden mod døren. Jeg snupper noget materiale med, så vi kan huske layoutet. Det var egentlig kun prisen, der ikke fungerede her. Alt andet var ret skønt og lige til at holde hus i.

Da vi kommer ud igen, er himlen efterhånden ved at være helt grå, og vinteren føles nu mere som vinter end forår.

“Hvor skal vi så hen nu?” spørger Reese og smiler.

“Hvorfor ser du så glad ud? Den var jo alt for dyr. Er du ikke nedslået? Det er jeg da.”

“Jeg kunne bare pludselig se vores liv for mig. Et værelse til mig, et værelse til Ames og Katrina. Ulvetimer med vasketøj og tørretumbling. Morgener med lugten af madpakker i det trange køkken. Sommeraftener i gården med andre regnbuefamilier.”

“Det forstår jeg faktisk godt,” siger jeg til hende. Jeg holder en lille tænkepause, før jeg fortsætter: “Jeg havde en lignende oplevelse, da jeg så en anden queer kunstner elegant jonglere en artist talk med deres baby rendende rundt på gulvet. Jeg havde det også på samme måde, da jeg så en transkvinde på Discord smile med et ultralydsbillede i hånden. Det kan gøre en verden til forskel at se et muligt liv for sig.”

Hun nikker med et stort smil og giver mig et spontant kram. Reese er normalt ikke den krammende type. Tami T's “Trans Femme Bonding” kører igennem mit hoved, mens jeg dufter til Reeses parfume og lugten af Vesterbropis.

Perfect height for a perfect hug.
Strong arms just like mine.
Embracing me in a tight squeeze.
Our hug will take some time.
We shouldn't rush moments like these.

I noget tid omfavner vi bare hinanden. Tårer opbygger sig langsomt i mine øjne og triller inden længe ned ad mine kinder, og jeg kan ikke finde ud af, om det er glæde eller sorg. Nok begge dele. Sådan er det ofte for mig nu. Da Reese mærker en tåre lande på sin skulder, klemmer hun mig en ekstra gang, før hun giver slip.

Hun tørrer tårerne af min kind, og jeg kigger på mit ur: “Shit, vi er allerede forsinket. Okay, er du med på at gå lidt hurtigt?”

Vi drøner videre til den næste lejlighed, der ligger på noget så dansk som Dannebrogsgade. Den her er endnu større end den sidste, og denne gang er vi ikke de eneste til fremvisning. Der er tre par i alt, inklusiv os, og det ene par er også queer. Deres frisurer afslører nemt den konklusion.

Lejligheden er helt tom og lidt upraktisk opdelt. Toilettet ligger i den ene ende i et lillebitte rum med en lillebitte håndvask, mens badeværelset ligger ved siden af køkkenet i den stik modsatte ende. Et af soveværelserne ligger bag køkkenet og har en lille fransk altan, mens de to andre soveværelser ligger side om side i den anden fløj af lejligheden. Det er nok derfor, den har stået til salg i noget tid.

Ejendomsmægleren står og snakker med heteroparret, mens vi falder i snak med det queer par og hurtigt finder ud af, at vi har ret lidt til fælles. De er hverken kommunistqueers som mig eller nihilistqueers som Reese. Den ene arbejder hos Danske Bank og den anden hos Boston Consulting Group. De afventer deres andet barn, og denne gang er det Boston, der skal være gravid.

Reese og jeg går ind i det lille værelse med den franske altan og snakker om, hvordan hun måske kunne bo der, mens baby kunne få værelset ved siden af Katrina og Ames. Hvor underlig den end er, så passer lejligheden faktisk ret godt til deres regnbuefamiliedrøm. Måske netop fordi den er underlig?

Vi sætter os på en bænk, der er bygget ind i væggen. “Jeg har prøvet at kigge på nettet, men har ikke helt kunne finde ud af det, så jeg ville høre... Hvordan fungerer Danmark egentlig i forhold til forældreregistrering?” spørger Reese.

“Altså, som du sikkert allerede har gættet, er det ikke super transinkluderende. Katrina bliver som forventet CPR-mor, men Ames bliver registreret som far. Det ville også gælde, hvis hen havde et lige CPR-nummer, simpelthen bare forbi hen er sædleverandør. Det bliver vist ændret snart, men hen skal stadig vælge imellem far eller mor. Man kan ikke bare være forælder.”

“Hvad gør det så mig til?”

“Øh, fuck. Det ved jeg faktisk ikke,” svarer jeg.

Hun sidder stille og stirrer ud i luften, i hvad der føles som en lille evighed. Jeg kan ikke gennemskue, om hun tænker eller sørger. Jeg hører lyden af et par Doc Martens bevæge sig mod hoveddøren og konkluderer, at queer-parret er smuttet igen. Tilbage sidder vi med stilheden, og jeg ved ikke, om en god ven ville afbryde den eller lade den gøre sin ting.

Reese afbryder den. “Bliver jeg registreret som mor?” spørger hun.

Jeg tøver. Delvist fordi jeg ikke helt kender svaret, og delvist fordi det svar, jeg kender, er hjerteskærende.

“Jeg tror ikke, du bliver registreret,” svarer jeg så.

“Fuck,” siger hun og ryster på hovedet. “Okay, men det er måske heller ikke så vigtigt. Lidt institutionel anerkendelse ville være fedt, men en bunke pencil pushers kan ikke fortælle mig, om jeg er mor eller ej. Skal vi smutte videre?”

Mægleren kommer ind på værelset for at fortælle os, at fremvisningen er overstået, og at vi gerne må smutte. Han har ikke noget materiale tilbage. Heteroparret tog det sidste.

—

Da vi kommer ned på gaden, er det så småt begyndt at regne. Iskolde dråber, og ingen af os har hverken regnjakke eller paraply med. Det gode er, at det efterhånden er svært at se, om jeg har grædt, eller bare er blevet regnet på.

Vi søger ly under et busstoppested, og Reese spørger, om der er langt til næste lejlighed. Det er der heldigvis ikke. Vi er begge to ved at være ret trætte både udenpå og indeni.

Vi ringer på døren ved næste fremvisning, og Reese øver sig på at sige gadenavnet, imens vi går op ad trappen: “Echterstetsgayde. Edgerstetsgadie. Ajderstesgate.” Hun har næsten luret den, da vi når fjerde til venstre. Døren står åben, og der dufter af gammel kaffe.

Vi kigger lidt rundt, og Reese beundrer den store altan. Måske forestiller hun sig at have planter derude, at gøre det til en rutine, at holde dem i live med kærlighed, vand og en smule gødning fra tid til anden. Måske er det ideen om at sidde og drikke en kop kaffe med en baby på skødet, mens solen stiger op og gradvist overtager mere og mere af gaden. Måske er det bare ideen om at have et fast sted, der dag efter dag gror fast i én, på godt og ondt.

“Hvad synes du?” spørger jeg.

“Det har potentiale,” siger hun med et smil og går ud på altanen. Mægleren er gået ned på gaden med en paraply for at hente de næste, der skal vises frem, men vist nok også for at give os to lidt plads.

Jeg går ud til Reese på altanen og kopierer hendes stilling: lænet mod gelænderet med blikket vendt mod gadens pjaskvåde træer.

Hun spørger, om jeg ikke vil dele en cigaret med hende, og jeg tænder en med den lyserøde BIC-lighter, jeg har købt til mig selv, for at gøre min rygning til en mere femme aktivitet. Jeg tager et hvæs og rækker den til hende. Hun gør det samme.

“Der er noget ved det her, der gør mig urolig,” siger jeg, mens Reese puster røg ud af næsen. “Jeg kan ikke helt sætte en finger på det, men det føles, som om jeg mangler noget. Jeg kan mærke, at der er noget derude, som jeg ikke ser, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal finde det.”

Hun rækker mig cigaretten og spørger, om jeg vil høre hendes hypotese. Det vil jeg gerne og holder smøgen mellem pege- og langfinger.

“I “Sex and the City”-problemet snakker jeg jo om, at der er de fire muligheder for kvinder. Men som jeg også tidligere har afsløret, tror jeg også, det er lidt bullshit. I virkeligheden tror jeg, at der kun er én mulighed, og det er at få børn. Jo, der findes Samanthaer, Carrier og Charlotter, der lever et liv med en partner, karriere eller kunst, men de drukner i mængden af Mirandaer. Og hvad værre er, så ses deres oplevelser igennem patriarkatets øjne, og derfor forstås Samanthaer, Carrier og Charlotter som ulykkeligt barnløse, eller ulykkeligt single, eller værre.”

Regnen er efterhånden stoppet igen, og vi kan se at ejendomsmægleren lukker sin paraply. Reese ryger videre og fortsætter sin hypotese.

“Jeg står fast ved, at der for transkvinder ikke engang er noget problem at tage stilling til. Det er bare ikke muligt at have et godt liv, hvis man følger samfundsfortællingen om transkvinder. Og hvis det var muligt, så tror jeg, at vores eneste mulighed ville være at få børn. At det ville være den eneste måde, vi kunne komme tæt på at bevise vores kvindelighed. Det betyder ikke, at jeg faktisk ikke vil have børn, eller at jeg bare er for dum og desperat til at forestille mig et liv uden. Det betyder bare...”

Hun holder en pause og kigger ned på gaden for en stund, så jeg forsøger at få hende tilbage på tråden: “Det betyder bare hvad?”

“Det betyder bare, at et liv med børn bare er det eneste, vi kan se for os, fordi det er det eneste, vi har set.”

Reese kigger på mig og klemmer min hånd. Mægleren er på vej op igen, og jeg er rimeligt sikker på, at vi ikke må ryge på den her altan.

Tami T kører igen igennem mit hoved.

Thankful that you're showing me.
Who I am and what I can do.
I don't know what I would be.
If it wasn't for girls like you.

“Jeg tror, du har ret. Det er som om, jeg både har for meget og for lidt data samtidig. Alt det store data danner en kæmpe tåge, der gør det umuligt at se og lære fra alle de små oplevelser. Alle de alternativer, der kunne vise mig vejen til et andet liv. Jeg kan virkeligt ikke se en hånd foran mig. Det eneste, jeg kan se, er Mirandaer.”

Reese rækker mig det sidste af cigaretten og siger: “Der er helt sikkert noget data, der mangler. Jeg tror ikke, vi to mangler det samme, men vi mangler begge to noget. Jeg håber bare, jeg får lov til at være mit eget datapunkt fremover.”

Mægleren kommer tilbage uden at lægge mærke til den slukkede cigaret i min hånd, og vi siger tak og går ud på gaden igen med mere boliglæsestof i hånden. Himlen er endnu engang klar, og den synkende sol har bragt det smukkeste lillaorange skær med sig.

“Du burde virkelig stoppe med at ryge,” siger Reese.

Hun har ret, men jeg svarer alligevel: “Måske, men jeg tror ikke, jeg får brug for at amme lige foreløbig.”