I oktober 2025 deltog jeg i et panel til festivallen Fabrika, hvor jeg blev bedt af Tomorrow Collective om at lave en lille 3 minutters fortælling om hvordan medier kunne se ud i år 2050. Det blev til en lille mininovelle, som jeg deler her.

—

Det er en sjældent kølig oktoberdag i København i 2050, og Kimia sidder under et tæppe i sit kolde atelier med dagens første kop sorte kaffe fra et congolesisk regenerativt landbrug. Den slags blev der meget mere plads til i Det Forenede Congo, da man på globalt plan blev enige om at den uhæmmede teknologiske udvikling skulle sættes ned i hastighed og målrettes ud fra menneskerettighedsprincipper. Det betød blandt andet at udvindelsen af sjældne mineraler i Congo stoppede og dermed satte startskuddet for freds- og foreningsaftaler.

Kimia kigger på sin telefon for at tjekke beskeder. Efter årtier med e-mails, smser, DMs, spørgeskemaer, online artikler og en masse andet, er det endelig lykkes at samle al digital kommunikation under én decentraliseret, fællesejet protokol med fokus på sikkerhed, mulighed for anonymitet og tilgængelighed. Den er hverken lige så hurtig eller fleksibel som tidligere protokoller, men den slags teknologier hører fortiden til. Det var aldrig meningen at mennesker skulle have så meget information så hurtigt.

Kimia bruger det meste af sin arbejdstid på at snakke om det centrale element i hens kunstpraksis: kimæren. Det græske mytologimonster, som er sammensat af flere forskellige dyreelementer, blev i slutningen af 2030erne en metafor for hens eget blandede ophav og flydende kønsidentitet, men det har efterhånden påtaget sig en bredere betydning, og Kimia ser nu kimæren overalt i 2050.

Hens telefon plejede at være en iPhone 38, men den er nu blevet repareret og har fået sine dele udskiftet så mange gange, at det er svært at sige hvad den er. Streng reparationslovgivning og krav om detaljerede kildedeklarationer for sjældne metaller har gjort at mange hardware-producenter, såsom Apple, ikke længere kan drive forretning.

På sin telefon ser Kimia tre beskeder: En musikfestival med et politisk program har skrevet til Kimia for at spørge om hen har lyst til at komme forbi i løbet af december for at snakke om kimærernes rolle musikbranchen anno 2075. Hens galleri i Aalborg har sendt billetter til lyntoget, så Kimia kan komme med til åbningen af hens udstilling om økonomisk kimærisme. En anonym person, der præsenterer sig selv som journalist, har sendt et link til et udkast til en artikel om ligheder mellem cyborgfeminisme og kimærer.

Det nye internet er også en kimære, og man bliver nødt til at omfavne kimæren selv for at eksistere dér. Det er sammensat af flere aktører på mange måder på samme tid, og man bestemmer også selv hvordan man vil bruge det. Den eneste faktor, der er fælles for alles oplevelse på det nye internet er at man altid ved at der er et menneske i den anden ende.

Da Kimia var teenager i starten af 2030erne var der nemlig et massivt opgør med syntetisk indhold. Generativ kunstig intelligens havde overvældet internettet, så ingen længere vidste hvad der var sandt eller falsk. Samtidig tiltog den klima- og miljømæssige påvirkning af kunstig intelligens med så høj fart, at der var nødt til at ske noget. Det var sådan det nye internet opstod.

Kimia tager en tår af sin kaffe, og svarer så på beskederne ved at tale dem ud i luften. Hens telefon opsnapper beskeden perfekt, til trods for Kimias sønderjyske dialekt med snert af japansk og congolesisk accent. Tale-til-tekst og tekst-til-tale er to af de digitale teknologier, som virksomheder fortsat producerer og udvikler videre på. Dets tydelige brugbarhed for folk med forskellige handicap går godt i spænd med internationale krav om teknologisk udvikling i overensstemmelse med menneskerettigheder.

Da kaffen er drukket færdig, sætter Kimia artikeludkastet til at blive læst op på hens høretelefoner, så hen kan høre det igennem mens hen kører hjemad på sin mest kimæriske ejendom: morens 25 år gamle cykel, der har været forbi flere cykelsmede end der er sekunder på en dag og derfor stadig spinder som en missekat. Kimia tror vist nok at moren i sin tid stjal den til en eller anden selvhøjtidelig 2-dages festival ude ved skatehallen på Vesterbro.