“Er der nogen chance for at du er gravid?” siger lægen, der holder mig på halsen og prikker til mine mandler.

Stakkels mand. Han ved jo slet ikke, hvad han har rodet sig selv ud i. Jeg lykkes heldigvis med at holde mit fnis inde. Man må ikke grine af læger. Det kan de ikke lide.

“Nej, det er der ikke nogen risiko for.”

Det er egentligt ikke med vilje, at jeg bruger ordet risiko i stedet for chance. Altså, det er ikke et retorisk greb eller noget. Jeg kan bare ikke så godt lide, at spejle folk i deres sprogbrug.

“Er du helt sikker? Har du taget en test?”

Ja, doktor Jansen, jeg er rimeligt sikker på at der ikke er en baby i min mave. Første gang var det sjovt. Nu begynder det at blive lidt irriterende.

“Nej, det har jeg i-”, får jeg snublet ud af munden, før doktoren afbryder mig for første gang.

“Aha. Det tror jeg måske kunne være en god idé, før vi bevæger os videre til andre hypoteser. Du kan købe dem i Netto.”

“Altså jeg er 100% sikker på at jeg ikke er gravid.”

“Man kan ikke være 100% sikker på den slags. Bare rolig, det er ikke så svært at tage en test. Du kan næsten ikke gøre noget galt, selvom det godt kan være lidt svært at sigte måske.”

Doktor, det er sgu ikke mit sigte, der er noget galt med. Det har jeg altid haft nemmere ved end de andre piger.

“Det er ikke testen jeg er bekymret for-”

“Nååååååååååååååååååååååååååååååååååååååååå,” afbryder doktor Jansen i højlydt langdrag, mens han går over til sin computer og klikker lidt rundt på sin ergonomiske mus.

Jeg kigger ud af vinduet og ser en solstråle skære igennem en af de mange skyer, der hænger over Christianshavn i dag. Han har fattet det nu. Han tjekker lige min journal, og så kan vi komme videre.

“Der står her at du ikke har en fast partner. Det forstår jeg selvfølgelig godt kan være lidt skræmmende, hvis man står til at blive gravid, men det er jo en dejlig, magisk ting at skulle have et barn.”

Den der væg ser ret god ud. Den er perfekt til at slå hovedet ind i. Igen. Og igen. Og igen. Og igen.

Men vent, hvordan ved han overhovedet at jeg ikke har en fast partner? Det står sgu da ikke i min journal, gør det?

Manden går nu over til en reol og finder en håndfuld pamfletter frem, som han stolt rækker til mig.

“Jeg lader dig lige kigge lidt i dem her, og så kan vi snakke videre om hvad du skal gøre.”

Jeg kigger helt paf ned på de glatte papirer. Manden har givet mig hele tre pamfletter. Den første er fra Socialstyrelsen: “At være solomor i en duoverden” og forsiden er ligeså inspirerende som et af de der advarselsbilleder på cigaretpakker. Den næste hedder “Fra fisse til familie: Hvordan kvinder klarer sig uden en mand” og er udgivet af Sinful.dk. Den er helt uden billeder, men ordet fisse er af en eller anden grund understreget. Den sidste er fra noget, der hedder Foreningen for Forebyggelse af Farlige Familier. Den har absolut ingen tekst, men den er åbenbart finansieret af Københavns Kommune.

“Nej, altså, jeg mener det virkeligt: jeg er ikke gravid.”

Doktoren kigger fortsat ned i sin telefon, og siger: “Jeg ved godt at det kan være svært at forstå, men din krop fortæller en anden historie. Jo hurtigere du accepterer det, jo bedre.”

Jeg kan ikke holde mit suk inde længere, så jeg sukker dybt og ærligt. Fra bunden af mit bækken, op igennem mine lunger, forbi mit Evasæble og ud igennem mine læber.

Doktoren opdager sukket, og rækker mig endnu en pamflet, som jeg ikke helt kan gennemskue hvor han fik fra.

Den her hedder “At gå til lægen i Danmark: En god oplevelse for alle” og er udgivet af Foreningen af Pensionerede Læger. På forsiden er der et billede af Doktor Jansen sammen med et brunt barn med krøllet hår. Eller, det ligner i hvert fald Doktor Jansen.

Regnen er startet igen udenfor, og det regner så tungt at det ligner tåge. Jeg aner ikke, hvad den her mand vil have af mig. Bliver jeg virkeligt nødt til at sige det til ham råt for usødet?

Jeg lægger pamfletterne på hans bord, og siger til ham med dyb fokus på mit stemmeleje:

“Doktor Jansen”.

“Janssen. Med to s’er. Mit gamle navn var Jansen.”

Jeg trækker vejret dybt og gentager så:

“Doktor Janssen, jeg kan ikke være gravid, fordi jeg er født med-”

“Bare fordi du er født med små bryster, betyder det ikke at du ikke kan blive en god mor. Bare rolig, der står mere i den her pamflet fra Oslo Kommune.”

Manden rækker mig nu en pamflet med en lyshåret kvinde, der står nøgen i en norsk fjord med tre børn i favnen. Hun har samme størrelse bryster som mig. Faktisk også samme form. Hendes brystvorter ligner også mine. Overskriften på pamfletten er: “Zwanger en eenzaam maar nog nuttig”.

Det her virker tydeligvis ikke. Ny taktik: Vis interesse i mandens professionelle vurdering.

“Hvad er det ved mine mandler, der får dig til at tro jeg er gravid?”

“Dine mandler? Nårh, nej, de er faktisk okay. Det var mere bare fordi du så lidt tyk ud.”

Men hvorfor fuck har jeg så pisseondt i halsen, doktor lort?

“Men hvorfor har jeg så ondt i halsen?”

“Du har halsbetændelse. Skal jeg lige lave en recept på noget antibiotika?”

Jeg taber den norske pamflet på gulvet, mens mine øjne ruller så langt tilbage i hovedet på mig, at det ikke kan være godt for dem. Pamfletten forsvinder ind i ingenting, og jeg nikker langsomt ja tak til doktorens medicin.

“Hov, jeg kan se at du har en recept på noget østrogengel liggende. Måske har du faktisk ret. Du er nok ikke gravid, hvis du skal have hormontilskud til din livmoder.”

Jeg svarer ikke den her gang, men kigger blot tavs ud af doktorens store vindue. Regnen er nu blevet til slud, mens solen samtidigt er begyndt at varme Christianshavn i optimistiske pletter.